Vift stolt på Kodans bølge

Dannebrog fylder 800 år

16.06.2019 20:39 | Kategori: Nyheder

Hvis man skal tro de middelalderlige kilder (og det skal man ikke), så faldt danernes flag fra himlen over Estland i det Herrens år 1219 som en Guds gave til hans udvalgte folk, der så oven i købet fik held i sprøjten til at overvinde de genstridige baltere, som frækt ydede modstand mod de invaderende danskere. Det er denne myte, der festligholdes på Valdemarsdagen 15. juni hvert år. I år er begivenheden så ifølge traditionen 800 år siden, og i den forbindelse samledes vi til en morgensamling for at markere flagets fødselsdag med en røverhistorie og en sang fra historiens kistebund.