Vellykket tur til Bretagne

Udveksling med gymnasium i Carhaix

27.01.2018 19:08 | Kategori: Nyheder

Det var et smittende godt humør, der prægede de 23 glade drenge og piger, som havde meldt sig som deltagere i udvekslingen med Duborg-Skolens bretonske venskabsskole i Carhaix. Sammen med deres friske lærere Vibeke Küssner og Daniel Munk tog de på den 10 dage lange tur gennem det meste af Europa, før de nåede til de smukke bretonske kyster. På vej derhen ventede desuden et todages ophold i Paris, som bød på både guidede ture til byens seværdigheder og lejlighed til at opleve den franske hovedstad på egen hånd. Også Bretagne bød på mange herlige oplevelser, både for gruppen som helhed og for de enkelte elever, der noget af tiden blev indkvarteret hos deres bretonske kammerater og der fik lejlighed til at stifte bekendtskab med andre måder at bo og leve på, end de måske kendte det hjemmefra. Det forlyder fra de to medrejsende lærere, at holdet havde været helt igennem dejligt at rejse med, og vi glæder os til april, hvor det omvendt bliver bretonernes tur til at besøge os på Duborg-Skolen.