Undervisningen fortsætter

- På skolen og derhjemme

16.01.2021 10:33 | Kategori: Nyheder

Det er til at mærke, at der ikke er tale om helt almindelig skolegang på Duborg-Skolen i disse dage. Skolen er fortsat en stor labyrint af ensrettede gange og trapper, men det har vi nærmest vænnet os til, for sådan har det været siden foråret. Samtidig er der dog også betydeligt mindre aktivitet i bygningerne, end vi kender det, og det skyldes, at kun afgangsklasserne møder op til fysisk undervisning, det vil sige 9., 10. og 13. årg., som er ved at foreberede sig til deres eksamener til sommer. Alle andre elever undervises virtuelt, og rundt omkring i hele Sydslesvig sidder der defor elever, som lærerne gør deres ypperste for at give en så almindelig skolegang som muligt på trods af pandemi og hygiejnebestemmelser. Det er uprøvet land, og man må famle sig frem, men der ses også en stor iderigdom blandt lærere og elever til at få teknikken og arbejdsmetoderne til at spille. Selvom der er langt mellem eleverne nu, og det sociale liv på mange måder ligger i dvale, så tager vi også en masse positive erfaringer med os ud af denne krise, som vi kan bruge til at udvikle undervisningen med og få glæde af, når vi - forhåbentligt inden længe - vender tilbage til den almindelige undervisning.