Studenter i ydmyg lykkerus

Dimission på Duborg-Skolen

04.07.2018 22:57 | Kategori: Nyheder

En uge efter huepåsættelsen dimmitteredes Duborg-Skolens studenter traditionen tro ved rektor Ebbe Rasmussen til en festlig ceremoni. Som altid gav rektor de glade studenter et par ord med på vejen:

 

Kære studenter 2018.

Først og fremmest til lykke med veloverstået eksamen! Hjertelig til lykke til jer alle sammen, til hver og én af jer. I kan med rette være stolte af jer selv. Tre års gymnasietid, og for nogen, gymnasieslid, er forbi, og I skal nu definitivt sige farvel til skolen, der har dannet ramme om jeres liv, næsten så længe I kan huske. Også til lykke til alle jer forældre, familie og venner, som har støttet undervejs. I kan være virkelig stolte af jeres unge studenter.


I studenter skal nu i langt højere grad selv til at skabe det fundament, der fremover skal danne ramme for jeres liv. Jeg er sikker på, at I ser frem til den frihed og de muligheder, det giver, og jeg håber, den ballast, skolen, og den opdragelse, jeres forældre, har givet jer med på vejen, gør, at I vil være i stand til at udnytte friheden på en måde, så den bliver til glæde og gavn for jer selv og fællesskabet.


De spørgsmål, hver enkelt af jer nu skal afklare i den kommende tid, er, hvordan I vil bygge videre på det grundlag, vi har skabt sammen. Hvilke værdier skal guide mit liv? Hvad er vigtigt for mig? Hvad vil jeg bruge dét til, jeg kan? Det handler ikke kun om at vælge studieretning – det er jeres livsretning, I skal i gang med at finde.

Den danske musiker og poet Niels Skousen skrev i 2010 en sang, der hedder ”Måske” – jeg citerer lidt herfra:


Måske sku’ jeg ha’ været doktor og hjælpe folk

med deres brækkede ben

måske jeg sku’ ha’ været præst og be’ for

alle disse hjerter af sten

Måske jeg ind til benet

Sku’ ha været arkæolog

og grave mig ned til en grundlæggende forklaring på

hvorfor ting tog den retning de tog

(…)

Måske jeg ku’ ha’ gået ad andre stier

stier som er sandet til

måske gør man det man gør

fordi det er det man inderst inde vil

Måske har tilfældet

sin egen logik

som tilfældigvis bliver min historie

mine drømmes mosaik


Vi ved ikke på forhånd, hvilken retning vi skal tage, men når vi bagefter kigger os over skulderen, giver det hele alligevel en slags mening, og det viser sig, at vores liv, trods alskens forhindringer, faktisk har fulgt en bestemt linie. Nogen vil kalde det skæbnebestemt.


I skal altså ikke være så bekymrede over det, hvis I ikke har et klart mål, ikke kan se den vej, I skal følge, meget tydeligt. Kast jer ud i det, stol på, at I har den tilstrækkelige bagage. Når I om mange år er kommet vidt omkring, vil I se, at der var en mening med det hele, selv om I undervejs ikke kunne se den. Nyd det. Oplev. Gør det at opleve nye verdner til en del af jeres videre livsbane.


Det kan være rent konkret – rejs ud, sådan som direktøren for Danmarks Nationalmuseum, eventyreren Rane Willerslev, udtrykker det:


Mit sabbatår efter gymnasiet var helt afgørende for mig. Sammen med min tvillingebror planlagde jeg en tur til Sibirien. Det var en kæmpe gamechanger, da det formede vores liv fremadrettet. Vi fandt sponsorer, brugte vores børneopsparing og arbejdede i børnehave, så vi kunne rejse med kanoer ind i den sibiriske ødemark.

Det var tilbage i 1991, og vi endte med at tage tre og halv måned til Sibirien, hvor vi blev fløjet ud med helikopter og dumpet i ødemarken.

Det er en af de mest afgørende perioder i mit liv, for jeg fandt ud af, at jeg ville læse antropologi og studere de indfødte folk i Sibirien. Og det blev den vej, jeg kom til at gå. Jeg blev altså konfronteret med en verden, som jeg efterfølgende kom til at følge. Så hvis man bruger sit sabbatår godt, så kan det virkelig være en investering for resten af livet.

(…)

Jeg synes, man skal vise tillid til mennesker - også til unge mennesker. Og fortælle dem, at vi voksne er her, hvis du har brug for støtte, men du må selv styre det. I stedet for hele tiden at være bekymrede for, at de spilder deres liv. Det er de færreste, der gider at spilde deres tid.”


Men rejsen kan også bestå i, at I afprøver forskellige retninger i jeres videre uddannelse. Vær ikke bange for ikke at ramme rigtigt i første forsøg. Det er ikke blot menneskeligt at fejle. Det er ofte også gavnligt for jeres videre færd.

Den nye danske uddannelsesminister, iværksætteren Tommy Ahlers, udtrykker det på denne måde, når han skal svare på, hvad der er den største barriere for unge mennesker, der brændende ønsker at fokusere fuldt ud på deres ide om det perfekte liv:

De er bange for at fejle. (…) Den frygt ville jeg ønske at vi kunne tage ud af alle danskere. For vi er så dygtige og vi burde blive bedre til at fejle.

 

Et berømt citat, som med en vis usikkerhed tilskrives Goethe, lyder: Der er to værdier, du kan give dit barn. Den ene er rødder. Den anden er vinger. Rødder forstået som viden om, hvorfra man kommer, og vinger forstået som fremtidsoptimisme og handlekraft. Disse 2 dele er centralt for det, gymnasiet traditionelt forsøger at give jer unge mennesker.


Med en anden formulering kan man sige, at vi har forsøgt at lære jer at skelne – sandt fra falsk, gode argumenter fra dårlige, det der holder for et kritisk gennemsyn, og det der ikke gør, det der er af kvalitet, og det der ikke er.


Men ude i samfundet støder vi i stigende grad på det problem, at denne evne til at skelne ikke betyder det store for, hvordan folk danner deres holdninger og meninger.


I dag kommer den offentligt tilgængelige viden og alskens diskussioner i lige så høj grad fra sociale medier som fra de traditionelle nyhedsmedier, og det betyder, at der ikke er journalistisk check på de informationer, der ligger til grund for rigtig mange menneskers holdninger og virkelighedsopfattelse.


På samme måde blæser alt fra veganerbevægelse over sundhedsapostle til modstanden mod ulve i den frie natur på videnskabelig dokumentation fra forskere og autoriteter, der må formodes at vide, hvad der er sandt og falsk om de respektive emner.


Folk, især fra de yngre generationer, vælger de traditionelle medier fra, og læser kun nyheder og tilegner sig viden, som stammer fra Facebook og Google, der kolporterer nyheder og viden, som andre i de lukkede kredsløb har lavet. I sidste ende producerer man selv de løgne, man gerne vil tro på, og de deles med dem, der gerne vil tro det samme. Resultatet er ”fake news” og et samfund, hvor fakta og logik ikke længere har betydning i den offentlige debat.


Det er en udbredt opfattelse, at denne udvikling udgør en trussel mod alt i vores samfund, lige fra den enkelte borgers ve og vel til demokratiets fremtid. - Rødderne forsvinder og handlekraften risikerer at fare vild.


Men er det rigtigt, at dette er et skræmmescenarium? Er det rigtigt, at det hele bryder sammen, hvis vi er på vej til et postfaktuelt samfund, hvor det ikke er argumentets kraft, der vinder, men antallet af følgere og de vildeste historier, der vinder. Er det rigtigt, at hvis ikke vores samfund og politikernes beslutninger er baseret på kendsgerninger, så er demokratiet truet? Er det rigtigt, at vi skal bekæmpe globaliseringens, teknologiens og den ungdommelige historieløsheds opløsningspotentiale. Er det rigtigt, at vi skal værne os mod denne udvikling, der bringer løsagtighed og opløsning med sig. Er det rigtigt, når så mange råber op om, at man skal styre medieforbruget, for de nye medier er farlige, vildledende og ustyrlige, og hvad skal det dog ende med.


Eller er alle disse truende fænomener ikke bare konsekvensen af den usikkerhed, som ligger til grund for samfundets ve og vel, og for det enkelte individs navigering i tilværelsens oprørte hav? Og som giver brændstof til den nødvendige fornyelse? Disse fænomener har jo altid eksisteret, uafhængigt af de moderne elektroniske medier. Overser man midt i al denne jammer ikke muligheden for forandringer af verden, som vi kender den?

Måske skal vi for alvor til at revidere opfattelsen af, hvad der skal forstås ved ”rødder” og ”vinger”?

 

Den nu afgåede uddannelsesminister i Danmark, Søren Pind, havde som en af sine mærkesager, at den ”almene dannelse” i hele uddannelsessystemet skulle styrkes.


Årsagen var, at han mente at kunne konstatere en svigtende sammenhængskraft i det danske samfund. Han pegede især på 3 trusler, der underminerer borgerens nationale tilhørsforhold:

Globaliseringen, herunder de ukontrollable flygtningestrømme, - teknologien, med de sociale medier, kunstig intelligens og robotternes indtog på arbejdsmarkedet, - samt uddannelsessystemets svigt, når det gælder de nye generationers påståede manglende viden om fælles sprog, historie, kultur og etik.


Traditionelle værdier og sociale omgangsformer rystes, og dermed også grundlaget for både det fælles demokrati og den personlige identitetsskabelse, der i generationer har været normen.

I stedet opstår der interessemæssige modsætninger i befolkningen, som skaber usikkerhed om, hvad vi er fælles om, hvilke fælles værdier vi har, - om hvem vi er?


Søren Pinds bekymring deles af rigtig mange mennesker i Danmark, både politikere, eksperter og almindelige mennesker. Men er der ved nærmere eftersyn ikke reelt tale om en naiv opfattelse af virkeligheden, når man forstiller sig, at fx teknologi og globalisering kan holdes i ave ved at styrke de unge menneskers dannelse? Unge mennesker er jo allerede dannede. De ved godt, at globalisering og teknologi er kommet for at blive, og de gør alt, hvad de kan for at indrette sig på denne usikre fremtid.


Så hvad de bekymrede ser som et krisesymptom, ser I unge mennesker som et vilkår, I må indrette sig på og danne jer efter. Og det gør I så. I ved godt, at det ustyrlige er et grundvilkår, der både gælder den store verden og jer selv, og det er den viden, I bringer med jer, når I nu for alvor skal til at finde jeres plads i fællesskabet.


Dette er en meget vigtig rammesætning for den opgave, vi som skole og gymnasium skal indrette os på. De vinger, vi ønsker at give jer, består ikke mindst i at forberede jer på denne usikkerhed. Lære jer at manøvrere mellem den totale afvisning og den totale accept af alt det nye, som I møder på jeres vej.


Og jeg er overbevist om, at det faktisk er en del af det, vi har givet jer på jeres vej gennem uddannelsessystemet. I er blevet udsat for en læringsproces, hvis grundlæggende egenskab er, at I har ladet jer forandre, at I har fået flyttet jeres personlighed fra et sted til et nyt. Og dette nye sted kender man ikke, før læringsprocessen er overstået, hvilket den i øvrigt aldrig bliver. At lære er konstant at begive sig ind på usikkerhedens vej – hvor fører processen mig hen – hvad bliver der af mig? - og umærkeligt forandrer jeg mig i tidens løb.


Så uddannelse, dannelse, er også – og måske i særdeleshed - at lære at håndtere usikkerhed, og dermed er det at lære at håndtere fremtiden. I skulle nu efter endt gymnasietid gerne kunne sige som Pippi Langstrømpe ved mødet med det ukendte: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af.” Hvis I kan sige det, er I godt på vej, for I får helt sikkert brug for den holdning og indstilling.

 

Det var sådan set i al sin enkelhed, hvad jeg ville sige til jer her på falderebet. Til slut en lille historie om Karen Blixen. Om den er sand eller falsk er ikke godt at vide, men den lyder sådan:


Engang fik Karen Blixen på Rungstedlund besøg af en mand, som sagde: "Jeg hører, De samler på ordsprog. Har De ikke lyst til at få et af mig. Det står i denne ring. Men som De ser, skjuler en plade ordene. Men hvis De slår pladen til side, så kan De se fem ord, der passer, når De er allermest lykkelig, og når De er allermest fortvivlet. Ordsproget passer både til lykke og til sorg", sagde manden.

Karen Blixen fortæller, at hun i lang tid ikke turde skyde pladen i ringen til side. For hvad kunne det være for ord, som passede, både når man er højt oppe og langt nede. Da hun var slået ud af tilværelsen, manglede hun modet til at se efter. Hun var syg og forpint og turde ikke se ordene. Men da hun stod ved sit livs højdepunkt – en af hendes bøger var blevet kåret som månedens bog i New York, så turde hun. Karen Blixen fandt ringen frem, skød pladen til side og læste. I ringen stod der: "OGSÅ DETTE FÅR EN ENDE".


Den ring, jeg her i overført forstand har villet give til jer, kære studenter., - tag den med ud fra Duborg-Skolen: vær ydmyg over for lykkerusen og lad jer ikke overvælde af sorgen; ”Også dette får en ende”.


Og heldigvis får talen her også en ende. For vi er nemlig i færd med at sige farvel til hinanden. Duborg-Skolen siger farvel til jer, I siger farvel til hele den studieforberedende del af uddannelsessektoren, og I siger farvel til jeres klassekammerater, som I sidder skulder ved skulder med lige nu.


Med disse ord dimitterer jeg årgang 2018 fra Duborg-Skolen. Hjertelig til lykke med jeres veloverståede og velfortjente eksamen og held og lykke i fremtiden.

 

(Foto: Flensborg Avis)