Smittende solidaritet

Elever støtter underskriftsindsamling

10.12.2017 22:48 | Kategori: Nyheder

VK, svøbt i de rød-hvide farver, overrækker her førstepræmien

Rundt omkring i Europa er der en række mindretal, der ikke nyder de samme basale rettigheder, som vi er vant til her i Sydslesvig. Der er mindretal, der ikke har lov til at bruge deres eget sprog, og da slet ikke i egne skoler, og som undertrykkes og forfølges af flertallene i deres egne lande.

For at råde bod på dette har mindretalsorganisationen FUEN rejst en underskriftsindsamling, der skal tvinge politikerne i EU til at sætte problemerne på dagsordenen: Minority Safepack.

Der skal indsamles en million underskrifter, og endnu er initiativet langt fra målet. Men at det skal være løgn, har Vibeke Küssner, lærer på Duborg-Skolen, sat sig for. Med charmerende ildhu satte hun fut i klasserne i 11.-13. årgang ved at starte en konkurrence om at indsamle flest underskrifter. Førstepræmien var en lækker middag på en af byens restauranter samt en tur i biografen, og det blev 12c, der lod sig smitte mest af Vibekes energi og suverænt løb med sejren. Tillykke til 12c - og husk at skrive under her:

https://ec.europa.eu/citizens-initiative/32/public/#/