Smittende godt humør

Fredagscafé i julens tegn

17.12.2016 11:24 | Kategori: Nyheder

Duborg-Skolens elever er kendt for det store engagement, de lægger for dagen i mange sammenhænge. Det kan foregå i det skjulte - som pigen i 12. årgang, der lader sig klippe skaldet for at donere sit hår til kræftramte kvinder, eller den 9. klasse, der arrangerer en juletombola for at sikre, at alle har råd til at komme med på lejrskolen. Det kan også foregå under mere offentlige former, som f.eks. når elever engagerer sig i elevambassadørerne eller i Operation Dagsværk og lægger en fremragende indsats der. Og så er der den hyggelige måde, hvor elever stamper arrangementer op af jorden, som styrker sammenholdet og skaber grobund for nye venskaber. Et af disse arrangementer er elevrådets fredagscafé, som i denne uge stod i julens tegn med pebernødder, kakao og julemusik for fuldt blus. Stemningen var høj og lagde op til en fortsættelse ude i byen - sådan gør vi på Duborg!