Skak er kun et fattigt ord

Duborg-elever opfører "Chess"

07.03.2018 19:47 | Kategori: Nyheder

Duborg-Skolen lever af det engagement, som dens mange brugere lægger for dagen, når de udfolder sig på skolen og ude i verden. En af de grupper, som især sætter en stor ære i at forbinde sjov og læring med sociale oplevelser, er skolens musiklærere, som utrætteligt arbejder på at skabe fremdrift for elevernes lyst til at lære nyt.

Det er at se som et udtryk for dette stærke engagement, at Duborg-Skolen også i år deltager i det store sønderjyske korprojekt, der i år giver sig udslag i en opførelse af musicalen Chess. Og det er i godt selskab, de 44 sangere fra Duborg-Skolen og deres friske lærere Ruth Maschmann og Christian Rasmussen befinder sig, for de optræder sammen med fem andre gymnasiekor fra hele regionen, syv solister samt Sønderjyllands Symfoniorkester, der under ledelse af den skotske stjernedirigent David Ridell filer på at give publikum en festlig aften, når de opfører den kendte musical i Idrætshallen (6/3), Tønderhallen (7/3) samt på Alsion (8/3).