Ny vin på gamle flasker

12 f udstiller genbrugskunst

11.05.2015 08:06 | Kategori: Nyheder

I ugevis har de kreative hoveder fra 12f - årgangens æstetiske profil - klunset og skrabet sammen blandt de materialer, som vi i vores overflodssamfund er vant til at betragte som affald. Målet var at lave kunst af genbrugsmaterialer, og med fokus på gamle europaller gik klassen i gang med at skabe møbler og dekorative genstande med funktionel værdi. Kunstlærer Stefan Hesse er meget tilfreds med resultatet og roser elevernes mod til at tænke i nye baner: "Jeg var imponeret over elevernes lyst til at give sig i kast med et materiale, de normalt ikke har meget erfaring med. Det er der kommet rigtigt flotte resultater ud af - sikkert, fordi eleverne har taget udgangspunkt i deres egen hverdag".

Lænestolene er således som designet til et teenageværelse, mens andre produkter - f.eks. en flot standerlampe, lavet af palletræ - sagtens også ville kunne stå i forældregenerationens stuer.

Hele herligheden udstilles på Dansk Centralbibliotek i Norderstr. i Flensborg. Ferniseringen er mandag, den 11.05. kl. 16, og udstillingen varer frem til den 22.05.2015.