Gåtur på Oktober Boulevard

Forfatterlæsning med Søren Ulrik Thomsen

06.10.2017 21:20 | Kategori: Nyheder

Der herskede en intim stemning i Duborg-Skolens festsal, da et af Danmarks største digterkoryfæer, Søren Ulrik Thomsen, holdt forfatterlæsning den 5/10. Selvom digtene delvist var svært tilgængelige, og oplæsningen af dem faldt i rap, lykkedes det digteren at få de unge i tale. Der blev lyttet intenst, og spørgelysten var tilsvarende stor, da de deltagende elever fra 12. og 13. årgang fik lov til at krydsforhøre en veloplagt Søren Ulrik Thomsen om alt fra skriveprocessen til markante temaer i hans digtning. Også den lille klase af kvindelige beundrere, der flokkedes om digteren for at få deres bøger signeret, talte sit tydelige sprog om, at der her havde været tale om en særlig oplevelse for mange.