Bløde pulde og lækkert hår

Årets studenter fik huerne på

22.06.2018 21:43 | Kategori: Nyheder

Der blev klappet højt og længe, da Duborg-Skolens rektor Ebbe Rasmussen bød velkommen til årets huepåsættelse. 114 glade unge mennesker sad bænket i Idrætshallen, som måtte lægge hus til ceremonien i år, mens Duborg-Skolens nybygning er ved at blive ombygget, udvidet og shinet op frem til efterårsferien, og ligeledes var tilskuerpladserne fyldt godt op med venner, kærester og stolte forældre, der var kommet for at hylde årets studenter. Der blev snøftet lidt i krogene rundt omkring, for selvom studenterne med glade jubelråb, dansetrin og badutspring fejrede deres præstationer og den nyvundne frihed, så markerer dagen også enden på et helt livsafsnit. Inden studenterne dog får lejlighed til at tænke kedelige, rationelle tanker om fremtiden, venter "hue-tiden" - syv dage frem til dimissionen, hvor det gælder om at nyde livet og hinanden i de lyse sommernætter.