107 smil med hat på

Årets studenter springer ud

02.07.2017 11:42 | Kategori: Nyheder

Der var lummert i den lille festsal på Gustav Johannsen-Skolen, som dagens ceremoni var blevet henlagt til pga. Duborg-Skolens igangværende ombygning. Efter tre intense dage med mundtlige eksamener sad 13. årgang nu her, over for deres forventningsfulde familier, men frem for alt som et levende udtryk for det stærke sammenhold, der lyste ud af deres store smil. De havde kæmpet for vidt forskellige mål, nogle for at opnå drømmesnittet, andre for overhovedet at få lov til at bestå, men alle var de forenet i den store lettelse nu at have opnået målet efter 13. års skolegang: at få den hvide puld trykket ned over ørerne af en feststemt rektor, at blive hyldet af den stolte familie og at nyde 14 dage med fest og farver oven på anstrengelserne. Selvom ventetiden trak lidt ud, før man kunne komme i gang, var stemningen euforisk, da hver enkelt elev blev klappet op af familie og kammerater og fik sin hue sat på hovedet af en glad Ebbe Rasmussen, der forinden i en lille tale havde rost studenternes indsats og de flotte resultater. Efter en lille hilsen fra generalkonsul Henrik Becker-Christensen blev der skålet i champagner, hvorefter flokken drog videre til Neptun-springvandet, havnen og videre ud i livet.